-
Ørsted og Vestas brager i vejret efter USA-gennembrud
Source: BDK Finans / 20 May 2025 00:36:00 America/Los_Angeles
Energigiganten Ørsted og vindmøllegiganten Vestas brager i vejret på børsen efter åbningen tirsdag morgen. Ørsteds aktiekurs lå klokken 9.10 i omkring +13 procent, mens Vestas-aktien var steget med omkring 3,30 procent. Kursstigningerne kommer, efter at USAs regering mandag vendte på en tallerken og trak et stop for videre udbygning af havvindmølleparker ud for New Yorks kyst tilbage. Dermed kan norske Equinors fem milliarder dollar store Empire Wind-projekt køre videre. Her er den danske vindmøllegigant Vestas leverandør af vindmøllerne, der skal være klar i 2027. Også energigiganten Ørsted investerer stort i havvindmøller i USA, og investorerne håber dermed, at man også her får vind i sejlene igen efter mange svære år i USA. Den amerikanske indenrigsminister Doug Burgum beordrede stop for den videre udbygning 16. april og anklagede den afgåede præsident Joe Bidens regering for at have hastet godkendelserne igennem. Donald Trump er siden sin første dag som præsident gået efter vindmøllebranchen. I januar skrev han under på et præsidentdekret, som sætter tilladelser til vindmøller på land og til havs på pause. »Utrolig positivt« Hos Sydbank betragter aktieanalysechef Jacob Pedersen det som »utrolig positivt« for Ørsted, at Trump-administrationen dropper stop-work ordren. Siden stop-work ordren er Ørsted-aktien faldet med 14 procent i et dansk aktiemarked, der er steget med næsten 12 procent, fortæller han. »Årsagen har blandt andet, men især, været højnervøsitet for, om en lignende stop-work ordre kunne udstedes og afspore Ørsteds Sunrise Wind-projekt,« siger Jacob Pedersen. Ifølge Jacob Pedersens beregninger ville en skrinlægning af Sunrise wind-projektet kunne koste i omegnen af 22 milliarder kroner, som var tilfældet med Ocean Wind 1-projektet i 2023 og 2024. Med dagens aktiekursstigning er markedsværdien af Ørsted blevet 13 milliarder kroner højere. »Det scenario ser nu ud til at være taget af spillepladen,« lyder det fra Jacob Pedersen. Han hæfter sig dog ved, at vi har med Trump-administrationen at gøre, og »alt er derfor reelt muligt.« »Så selv om vi ser Empire Wind-nyheden som utrolig positiv for Ørsted, er vi også nødt til at gøre opmærksom på den lille risiko, der er for, at Trump administrationen nu kigger sig om efter en ny havvindprojekt-kandidat til en stop-work ordre,« lyder det. Hos Nordnet ser investeringsøkonom Per Hansen også nyheden som positiv for Ørsted. Han sætter dog spørgsmålstegn ved, hvor langtidsholdbar dagens kursstigning er. »Er dagens kursstigning varig, eller går det som det er gået de seneste måned: At en kursopblomstring har en begrænset holdbarhed, og bliver brugt til at sælge ud af beholdningerne i en kortsigtet fremtig som ser udfordret ud?« lyder det fra Per Hansen. Sydbank har en købsanbefaling på Ørsted-aktien. https://www.berlingske.dk/aktier/oersted-og-vestas-brager-i-vejret-efter-usa-gennembrud